5 TING, ALLE BØR GØRE I 2018

HAR JEG VIRKELIG 30-ÅRS KRISE?

worried-2310879_640

Jep – det kan altså godt være lidt krise-agtigt at fylde 30 år …

Snart fylder jeg 30 somre (eller vintre om man vil). Og det er der som sådan intet galt i. Men det er bare som om, at det der med at runde sit første rigtig skarpe hjørne – for de andre runde fødselsdage tæller altså ikke med – får én til at tænke liiiidt mere over tilværelsen og livet generelt.

Dengang jeg var væsentlig yngre, havde jeg en helt klar forestilling om, hvor i livet jeg ville have placeret mig selv på netop dette tidpunkt. Simple ting som at have en familie og fast et arbejde fx. Det har jeg slet ikke.

Jeg har en kæreste. Og han er sød. Vi forsøger for tiden at få et ret stort og besværligt IKEA-skab til at gøre, som vi ønsker. Men sådan fungerer det ikke. Og hvis jeg et øjeblik lige må tillade mig at blive i IKEA-genren – for den passer ret fint ind i min analogi her – så er IKEA-skabet et udmærket og ret præcist billede på netop min situation lige nu.

Jeg befinder mig nemlig et sådant sted, at jeg på alle tænkelige måder forsøger at presse mine yngre forestillinger og drømme ind i mit nuværende liv. Lidt ligesom når min kæreste og jeg forsøger at få alle IKEA-delene til at passe sammen. Og indrømmet; det er langt lettere med et IKEA-skab. Det er derimod ret så vanskeligt med et virkeligt og ægte liv, der slet ikke blev, som man havde ønsket sig.

Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig, at jeg i en alder af 30 år skulle have flere ulykkelige end lykkelige dage. Være uden fast arbejde. Kæmpe med en ubehagelig hjernesygdom. Sige selvudslettende ting til og om mig selv. Give op.

Og det sidste er næsten det værste.
Det kan jeg godt fatte med min fornuft.

For livet er jo ikke slut bare fordi, man som 30-årig befinder sig et helt andet sted, end man havde håbet på og forestillet sig. Men med fare for at virke offer-agtig, så kan livet altså godt byde på så mange ubehageligheder, at alting bare bliver sort.

I mit 2018 vil jeg ændre på mit liv. Og det handler ikke om nytårsforsætter – det passer bare nærmest tilfældigvis med tidspunktet.
Jeg må tage små skridt. Og jeg skal nok opdatere jer. For jeg vil æde min gamle hat på, at jeg ikke er den eneste, som er træt af livet og har brug for at ændre drastisk på det. Måske kan I lade jer inspirere. Kommenter endelig!

God weekend! 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 TING, ALLE BØR GØRE I 2018