OM AT VÆRE UDENFOR

Altså, jeg mener udenfor gruppen, for mængden, for verden … Av.

Selvom jeg har en sød kæreste, nogle dejlige venner og en skøn familie, så har jeg en tendens til alligevel at føle mig alene. Kender I det, hvor man kan være en del af noget, fx et selskab, og så alligevel føle sig totalt udenfor, selvom man er en del af en samtale og alt muligt? Det oplever jeg virkelig ofte. Lidt som om, at jeg ikke rigtig passer ind. Lidt som om, at jeg er lidt en outsider, der bare er med, fordi andre ellers føler medlidenhed med mig. Min fornuft fortæller mig, at det på ingen måde er sådan, det forholder sig. Men følelsen bliver alligevel ved med at dukke op. Og bide sig godt og grundigt fast i mig.

I mange år gjorde jeg det, som alle andre gjorde. Efter folkeskolen tog jeg direkte på gymnasiet. Derefter tog jeg en lang videregående uddannelse og fik et arbejde. Siden midten af folkeren var jeg klar over, hvilken vej, jeg ville gå. Og når jeg ser tilbage på de år, så passede det så fint ind i både folks og samfundets forventninger. Dengang var det helt andre ting, der var årsag til, at jeg følte mig udenfor. Det var mere teenage-agtige ting, som slet ikke ligger mig på sinde i dag.

I dag har jeg ikke et fast arbejde. Jeg vil gerne. Hvis det rette dukker op. Men jeg er usikker på, om det er fordi, der er noget trygt over det der med fast indkomst, de samme kollegaer – og hvad der nu ellers følger med.
Men problemet er bare lidt, at jeg godt kan lide at gøre tingene på min egen måde. Det lyder måske lidt ucharmerende … Og det passer ikke altid så godt til en etableret arbejdsplads. Ikke at det nogensinde har givet mig problemer. Men måske havner jeg i situationer, hvor jeg virkelig går på kompromis med mig selv, og hvor ville give min højre arm for at få lov til at gøre alting anderledes – og på min egen måde.

På samme måde gælder det, hvis jeg er sammen med mennesker, der ikke er som mig selv. Eller, hvis jeg er sammen med min familie, som er vant til, jeg altid bare har gjort, som man forventede. Mange ting er jo anderledes nu. Og heldigvis, tænker jeg. For det ville jo være træls, hvis jeg slet ikke havde udviklet mig, eller ikke var i stand til at tænke en selvstændig tanke. Men ligegyldigt, hvor meget jeg vender og drejer alting, så har jeg ikke knækket koden til, hvordan jeg igen bliver en insider – uden at gå ualmindeligt meget på kompromis med mig selv og mine ønsker. Enten finder jeg ud af, hvordan jeg igen kan komme indenfor. Ellers også må jeg forblive ude – og så bare lære at leve med det. Det lyder måske banalt. Og som et i virkeligheden ikkeeksisterende problem. Men det er det altså. For det er faktisk brandsvært, når man i så mange år af ens liv har været vant til noget andet.

Jeg er jo stadig bare ligeså ordinær som de fleste andre. Og jeg ønsker mig, at det forbliver sådan. Men derfor vil jeg da gerne indenfor.

Fik du egentlig læst “HAR JEG VIRKELIG 30-ÅRS KRISE?” eller “5 TING, ALLE BØR GØRE I 2018“? Ellers må du skynde dig at gøre det. Og smid da endelig lige en kommentar, når du alligevel er der …