Altså, jeg mener udenfor gruppen, for mængden, for verden … Av. Selvom jeg har en sød kæreste, nogle dejlige venner og en skøn familie, så har jeg en tendens til alligevel at føle mig alene. Kender I det, hvor man kan være en del af noget, fx et selskab, og så alligevel føle sig totalt udenfor, selvom man er en del af en samtale og alt muligt? Det oplever jeg virkelig ofte. Lidt som om, at jeg ikke rigtig passer ind. Lidt som om, at jeg er lidt en outsider, der bare er med, fordi andre ellers føler medlidenhed med mig. Min fornuft fortæller mig, at det på ingen måde er sådan, det forholder sig. Men følelsen bliver alligevel ved…